Som Liverpool-mand gør det ondt. Det gør rigtig ondt. Imens arabiske oliesheiker og russiske playboys kaster penge omkring sig i en købsrus, der bedst kan sammenlignes med en konfirmand af hunkøn på blå mandag, kan man kun se til på afstand, mens vejen til toppen bliver længere og længere. Rygterne i ”silly season” er som traditionen dikterer mange, og farverige. Men i et længe ventet transfervindue, er der allerede på nuværende tidspunkt lukket op for godteposen af officielle handler. Efter PSG’s forsøg på at købe sig vej til verdenseliten sidste sæson, med Ibrahimovich, Verratti og prestigeprojektet Beckham på lønningslisten, har klassens nye dreng Monaco for alvor meldt sig ind i forbrugskapløbet. Falcao, James Rodriguez og Joao Moutinho er kommet til, og mange flere forventes at trække i fyrstedømmets rød-hvide trøje og spille det næste år på det mest stemningsforladte stadion i europæisk topfodbold. Tja – hvad penge kan gøre.
Men hvorfor sidder der en mand i det nordlige Aarhus, med krampeanfald i Liverpoolhjertet. Det er der en helt simpel årsag til. Drømmen om en topplacering, som har været fjern de seneste år, men som dog har levet, er endnu en gang blevet sat på standby, og man ser nu frem til en ligegyldig sæson, hvor man mere skal håbe på at drille de ”store” drenge, end at se metal af nogen art komme til Anfield. Mens en spiller som Higuain er, mere eller mindre, sikker ny mand hos den direkte konkurrent fra det nordlige London, henter Merseyside-klubben spillere som Aspas og Alberto. Og alt ære og respekt for de to spillere hentet i Spanien, men øverste hylde kan man desværre ikke ligefrem påstå de er hentet fra. Samtidig er det i aften blevet offentliggjort at man har skrevet en lang kontrakt med Simon Mignolet fra Sunderland. Ja, han har været et sjældent lyspunkt i Sunderland denne sæson, men når Liverpool bruger noget der ligner 9 millioner pund for ham, og man samme aften ser Carlos Tevez ryge til Juventus for cirka samme beløb. Så er der i min verden noget galt. Vi må konstatere at Liverpool ikke længere er en topklub. Liverpool lever i traditionerne, følelserne og historien – men i nutiden er man i en opbygningsfase. Og jeg mener at man skal være mere en almindelig jubeloptimist, hvis man forestiller sig at høre Champions League hymnen på The Kop indenfor de næste år.
Men hvis de nærmest akutte brystsmerter dog bare ville stoppe her. Ikke engang i vores egen lille andedam kan man få lidt ro og fred. I Aarhus findes verdens største klub målt på fanambitioner. Og gang, på gang, på gang lever klubben op til de store forventninger (de første par runder i efteråret), hvorefter holdet, spillet og ledelsen går i vinterhi, og først vågner op af søvnens dyb, når sommerferien nærmer sig. Men det er da ikke fordi man ikke har forsøgt. Der er blevet hentet spillere ind – flittigt endda. Men den store forbandelse der hviler over Fredensvang slår til, så sikkert som amen i kirken, og lige så snart Aarhus jubler over en ny publikumsyndling, så melder pressen om at en skade, som end ikke er en del af pensum på medicinstudiet, har ramt storsatsningen, og det vil være tvivlsomt om det aarhusianske atletikstadion får de nye glasben at se. Af samme grund kan jeg sagtens forstå hvorfor den fortabte søn, Lasse Vibe, valgte Sveriges svar på Monaco frem for en fremtid på privathospitalet Aleris-Hamlet.
Og som om det ikke var slemt nok, så har vi i Danmark fået vores egen nye irriterende dreng i klassen. FC Vestkøbenhavn med ”Onkel Kurt” i spidsen, har i et krampagtigt forsøg på at etablere sig i landets bedste række, gået i krig på transfermarkedet, som om man kraftigt forsøger at kompensere for noget…? Ikke desto mindre må man tage hatten af for engagementet. Det er med hovedet forrest, armene tilbage og fuld fart frem, at man forsøger at gøre fodbold i Slagelse sexet. Den tidligere landsholdsspiller Dennis Sørensen er hentet hjem fra Tysken, mens den aarhusianske wonderboy og fodboldnomade Michael Lumb er blevet lokket til Antvorskov med spilletid, og muligheden for at spille på et ”stadion” med over 1000 tilskuere – hvilket må være hovedargumentet for at vælge OB fra. Senest er det tidligere monster fra Randers, Djiby Fall, blevet rygtet til klubben, efter at være blevet glemt i den tyske mastodont af en storklub Greuther Fürth. Hvis det projekt lykkedes, må det betegnes som et prestigeprojekt på højde med Martinos indtog i den jyske hovedstad – men er det nok til at gøre oprykkeren bare en anelse spændende? Om ikke andet må man da sige at de giver det et frisk forsøg.
Den hurtige konklusion må være at jeg for efterhånden mange år siden, valgte de helt forkerte klubber, hvis det var metal, rigdom og stjernespillere jeg gik efter. Men heldigvis er der langt vigtigere ting i fodbold. Som tidligere nævnt er der traditionerne, følelserne og historien. Traditionerne skal vi værne om, følelserne kan vi ikke blive fri for og historien kan vi arbejde på at gøre bedre i fremtiden. Men det tager tid, og tid har vi rigeligt af - uanset hvor utålmodige vi ellers må virke til at være.
“Some people believe football is a matter of life and death, I am very disappointed with that attitude. I can assure you it is much, much more important than that.” - Bill Shankly
RSS Feed